Elsker du lige som jeg sydens sol og varme og den helt særlige stemning og skønhed, som du finder der?

 

Og kan du blive helt vemodig og nedtrygt, når ferien slutter, og du vender hjem til det ikke altid lige så gode vejr i Danmark og til hverdagens travlhed?

 

Så tror jeg bestemt ikke, du er alene.

 

Jeg kender selv den følelse rigtig godt. I flere år kunne jeg ofte føle mig mere drænet, når jeg skulle starte på arbejde efter en god ferie, end jeg gjorde før ferien. Og det var ikke fordi, jeg ikke havde nydt ferien og slappet af – tværtimod.

 

Derfor gik jeg i gang med at finde ud af, hvordan jeg kunne forlænge følelsen af feriestemning i mit hjem.

 

Og da mange af mine ferier er gået til Frankrig, og naturligt nu altid går til Frankrig, da vi har købt vores eget hus i Provence, så er det specielt den franske feriestemning, som jeg har villet sprede til mit hjem i Danmark.

 

Specielt min terrasse synes jeg, at jeg er lykkes rigtig godt med. Og de forandringer, som jeg har lavet, har forlænget sommeren i mit hjem væsentligt, hvilket har gjort en kæmpe forskel for mit humør og overskud.

 

Hvis du, lige som jeg, har lyst til at blive glad i låget og forlænge sommerferiestemningen i dit hjem, så prøv at følge et eller flere af de tricks, som jeg har implementeret hjemme hos mig.

 

7 tricks til at forlænge feriestemningen i dit hjem

 

Der er specielt 7 ting, jeg har gjort, som virkelig har været med til at forlænge sommerferiestemningen hjemme hos mig, selv når ferien er slut. Dem vil jeg gerne dele med dig.

 

Overdækning

 

For 12 år siden byggede vi til vores hus og fik lavet en kæmpestor træterrasse. Det var dog først, da vi fik lavet en permanent overdækning, at den virkelig kom sin ret og fulde funktion.

 

 

Det at vi kan sidde ude uanset vind og vejr har været den helt store gamechanger, som gør os mindre afhængig af det lunefulde danske sommervejr, og som forlænger sæsonen med minimum en måned i hver ende.

Som jeg plejer at sige, så flytter jeg udenfor om sommeren, og her mener jeg på vores overdækkede terrasse. Faktisk sidder jeg i skrivende stund i sofaen på den overdækkede terrasse og skriver dette indlæg, mens skyerne ræser hen over himlen, vinden rusker i træerne, og regnen lurer i horisonten.

 

Vores overdækning er lavet med hærdet glas på taget, så det ikke forhindrer lyset i at komme ind ad vinduerne. Og den er lavet så den integrerer mest muligt med vores hus stil.

 

Hvis ikke du har mulighed for at lave en permanent løsning, kan en fin pavillon i stof, en stor god markise eller anden midlertidig overdækning være en glimrende løsning. Men gør den så stor som mulig, så der er plads til at skabe et hyggemiljø, og placer den så den er bedst muligt beskyttet for regn og blæst.

overdækket terrasse

 

Lys og varme

 

De lune tropenætter har vi ikke mange af i Danmark, men varmelamper, lune tæpper og lanter med levende lys skaber både en skøn og hyggelig stemning, men sørger også for, at du kan holde varmen og sidde ude hele natten.

 

Jeg har selv to varmelamper, der både forlænger nætterne og sæsonen på terrassen hjemme hos mig.

 

Det tog mig lidt tid at finde den rigtige model, for jeg synes, der er rigtig mange meget lidt kønne og temmelig upraktiske modeller på markedet. Men jeg er ret godt tilfreds med vores valg, og så varmer de virkelig godt.

 

Ud over levende lys, kan du supplere med trådløse og genopladelige bordlamper. Der er efterhånden mange fine modeller, som både kan bruges inde og ude. Jeg elsker især min Flowerpot mini, som fås i et væld af fine farver.

 

 

Farver og materialer

Sydens sol og feriestemning kan du også få ind i dit hjem ved dit valg af farver.

 

Mit ønske har været at få en sydfransk feriestemning på min terrasse, og derfor har jeg valgt lyse grålige og beige farver suppleret med sort.

 

Hvis du ønsker et harmonisk indtryk, er rolige naturfarver et godt valg og hold dig gerne til få farver, der matcher i nuance og klarhed.

 

Hvis du vælger farver som sand, beige, grå, sort eller hvid, går du sjældent galt i byen.

 

Materialevalget har også betydning for stemningen, og den følelse det skaber i os.

 

Hvilken stol ville du vælge at sætte dig i: En hård rød plastikstol eller en kurvestol med bløde hynder? Jeg ved i hvert fald god, hvad jeg vil foretrække.

 

Igen er naturmaterialer et godt valg, da det ud over at være smukt for øjet også er sanseligt og rart at røre ved.

 

Den franske feriestemning har jeg forstærket ved at vælge materialer som kurveflet, træ, beton og metal krydret med en masse blødhed i form af bløde tæpper, puder og skind.

Planter og krukker

Med de efterhånden ret milde vintre i Danmark, kan du sagtens skabe sydlandsk stemning på din terrasse eller altan ved at vælge planter som oliventræer, figentræer og lavendel.

 

Og hvis du tilmed har mulighed for at lave et vinterhi til dine blomster, kan du også vælge mere kuldefølsomme planter som nerier, citron- og appelsintræer.

 

Jeg elsker selv oliventræer. De har det smukkeste løv, og efter min mening er der ikke noget bedre til at skabe sydfransk stemning på terrassen.

 

På min terrasse har jeg lige nu to ret store oliventræer og med lidt gødning og masser af sol om sommeren og lidt beskyttelse om vinteren, klarer de sig glimrende og bliver smukkere og smukkere år for år.

 

Personligt synes jeg, at det giver en rolig og luksusagtig stemning med store planter i store potter. Og apropos potter har jeg selv valgt kurve, da det efter min mening giver den varmeste og hyggeligste stemning af sydens sol.

 

Igen er mit råd at vælge naturmaterialer, der udstråler varme og sanselighed.

 

Møbler

Ud over at få lavet en overdækning på min terrasse har den anden store gamechanger været at få bløde loungemøbler, som er virkelig behagelige at sidde i.

 

Man bliver nærmest suget nem i dem, og det kan være svært at komme ud af dem igen, fordi det bare føles så skønt. Det gør, at de bruges til mange forskellige funktioner som at arbejde, spise, hygge og sove. Som sagt sidder jeg lige nu og skriver i min sofa, og hvis det ikke var fordi, jeg elsker min seng virkelig meget, så kunne jeg sagtens tilbringe natten herude og vågne til fuglefløjt og vind i håret.

 

Jeg har valgt loungemøbler i flet med bløde hynder, da det igen understreger den franske stemning og skaber en rød tråd til de andre materialer på min terrasse som potterne, der også er af flet.

 

Som kontrast har jeg valgt et stilrent spisebord og stole i jern, der er gode at sidde på, vedligeholdelsesfrie og som kan stå ude både sommer og vinter uden at tage skade.

 

Lige som når du indretter indenfor er det funktionelt og harmonisk at indrette terrassen i zoner og grupper, hvis størrelsen tillader dette. Og zoner kan du så for eksempel vælge at opdele med potter og planter.

 

Udvalget af smukke havemøbler er efterhånden stort. Når jeg vælger havemøbler, går jeg selv efter møbler, der er: vedligeholdelsesfrie, behagelige, holdbare, fleksible, i naturmaterialer, smukke, og som passer til husets stil og den stemning, jeg ønsker at skabe.

 

Personligt vælger jeg gerne flet, bambus, jern og beton.

 

Detaljen

Det som er med til at gøre din terrasse eller altan hyggelig og indbydende er ofte den sidste detalje.

 

Jeg elsker selv at bruge masser af puder, tæpper og skind, som jeg dels placerer i mine havemøbler, men også har liggende i en stor kurv, så jeg bare kan snuppe et tæppe, når jeg gerne vil slikke sol på græsplænen, eller når jeg sidder i min loungesofa en kold dag.

 

Det er ikke kun indenfor, at du kan tilføje pynt til indretningen. På mit havesofabord ligger der blandt andet tre store strandsten, som forstærker sommerstemningen og minder mig om en god strandtur og en tur i bølgen blå.

 

Hygge og feriestemningen på terrassen forstærkes også med noget godt at spise eller drikke, og her kan du jo bringe krystalglassene, bakken i kurveflet eller keramikskålen, som du købte på din sommerferie, i brug. På den måde bringer du skønne ferieminder frem, og det giver en dejlig følelse i hele kroppen.

 

Vand

For mange er sommerferie lig med sol, strand og vand, og derfor kan vand i din have eller på din terrasse også få ferieminderne frem og skabe en følelse af ro og velbehag i hele kroppen.

 

Vand har en nærende effekt, og derfor betragtes det også i Feng Shui sammenhæng som symbol på flow og velstand, og hvem ønsker ikke mere af det?

 

Jeg elsker selv lyden af rislende vand. Lige nu har jeg et smukt fuglebad på min terrasse, men min plan er, at skulle udvide med en fin lille fontæne.

 

Derudover går jeg også med tanker om at etablere en udespa. Jeg er lidt af en wellness-elsker, og derfor drømmer jeg om at kunne bade min eget lille udendørsspa året rundt.

 

Mulighederne for at få vand i haven er mange, og derfor opfordrer jeg dig til at søge på Pinterest eller Google efter inspiration.

 

Jeg håber, at mine råd kan hjælpe dig med at skabe feriestemning hjemme hos dig, så du kan forlænge den skønne følelse af sol, sommer og overskud i dit hjem. Rigtig god fornøjelse.

 

Vil du vide mere?

Hvis du gerne løbende vil inspireres med idéer og gode råd til, hvordan du kan indrette dit hjem, så det både er smukt, funktionelt og støttende, så skriv dig endelig op til at modtage mit nyhedsbrev.

 

Hvis du har brug for konkret hjælp til din indretning, er du altid velkommen til at kontakte mig på pernille@hjerterum-boligindretning.dk eller 30 73 05 93.

 

Du kan læse mere om mine indretningsydelser her: Indretningsydelser

 

Tusind tak fordi du læste med.

Pernille