Skab en skøn entré-oplevelse
Din indgang og entré er det første du ser, når du kommer hjem, og det sidste du ser, når du går ud ad døren. Det betyder, at vi hver dag træder ind og ud af den energi, som entréen indeholder.
Hvis du træder ind i et rum, hvor sko, overtøj, tasker, cykelhjelme, tomme flasker og andet fylder de sparsomme kvadratmeter, er det den stemning, du bliver budt velkommen af og den stemning, der vil påvirke dig mentalt.
Du kan derfor booste dit eget energiniveau ved at sørge for, at din entré er indrettet på en måde, som gør dig glad og fylder dig med god energi, når du kommer hjem. Det vil gøre en kæmpe forskel.
Vores energiniveau påvirkes af vores omgivelser
Vores omgivelser påvirker vores humør og energiniveau mere, end vi ofte er klar over. Og derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan din entré er indrettet.
Vi har ofte tendens til at overse indretningen af vores entré, fordi vi ikke mener, at den er så vigtig. Men det nytter ikke noget at have en flot stue, hvis resten af din bolig halter bagud. Hvert rums gode energi og skønhed løfter nemlig hjemmets samlede energi. Du skal derfor se på din bolig som en helhed.
Ud over at indretningen af din entré har stor betydning for dit eget energiniveau, påvirker den også dine gæsters energiniveau, når de træder ind i dit hjem. Det er det første de ser, og de vil derfor ubevidst overføre deres entré-oplevelse til deres opfattelse af dig. Det samme gælder for din hovedindgang og din hoveddør, som fungerer som en slags visitkort til omverdenen. Du skal selvfølgelig aldrig indrette ud fra, hvad dine gæster vil tænke. Du skal indrette ud fra, hvad du har brug for. Men derfor kan det alligevel være rart at have med i sine overvejelser, så du får skabt et hjem, der passer til dig, og som afspejler den, du er.
Når du skal indrette din entré, bør du derfor spørge dig selv, hvilken stemning du ønsker, at dig selv og dine gæster skal blive budt velkommen i.
Og er det så den stemning, der er i din entré i dag? Hvis ikke er det måske tid til at pifte den lidt op.
I den følgende kan du læse, hvad du kan give et tjek for at løfte energien i rummet, og hvordan du rent praktisk kan gøre.
Giv din entré et tjek
Vi ser os ofte blinde på de ting, vi ser hver dag. Men for at kunne skabe forandringer, må vi tvinge os selv til at se vores hjem med friske øjne.
Du kan derfor prøve at gå ind ad din hoveddør og forestille dig, at det er første gang, du træder ind i din entré. Hvad ser du? Bliver du glad og stolt?
Du kan også prøve at tage billeder af din entré – det gør, at du nogle gange får øje på ting, som du ellers ikke ville se. Du kan også vise billederne til en fremmed, som ikke ved, at det er din entré, og spørge vedkommende, hvad han/hun oplever.
Når du har forsøgt at se din entré med friske øjne for at finde frem til, hvilken stemning rummet udstråler, kan du gå videre med at stille dig selv nogle af disse spørgsmål.
- Er dit husnummer tydeligt?
- Har du et dørskilt, som passer til dig og din familie?
- Har du en dørklokke eller dørhammer, som virker?
- Står alle husstandens navne (evt. blot efternavne) på postkasse og/eller dørskilt?
- Er din havegang op til hoveddøren fri og nemt tilgængelig, eller skal du kæmpe dig igennem træer og buske?
- Er din hoveddør pæn, eller fremstår den trist og slidt?
- Hvis din hovedør har en farve, passer den til huset og til dig?
- Er din dørmåtte pæn, eller er den gammel, slidt og beskidt?
- Er der orden foran din hoveddør, eller står der sko og kasser?
- Er der friske blomster eller tomme krukker uden indhold?
- Er der fri passage, når du træder ind ad hoveddøren, eller slås du med det samme med sko og overtøj?
- Har hver ting sin egen plads, eller ligger det og flyder?
- Har du plads til de ting, du gerne vil have i entréen, eller mangler du opbevaringsløsninger?
- Har du evt. ting i din entré, som du ikke eller kun sjældent bruger så som gamle jakker og sko?
- Er der god belysning ved hoveddøren og i selve entréen?
- Fornemmer du tydeligt, hvem der bor i huset, når du træder ind i entréen?
- Er du glad for og stolt af din entré?
Når er du blevet bevidst om indretningen af din entré, kan du gå i gang med at gøre noget ved det, du synes skal laves om, så du får skabt en bedre entré-oplevelse for dig selv og dine gæster.
Sådan løfter du din entré-oplevelse
Når du stiller dig selv nogle af de spørgsmål, giver det næsten sig selv, hvad du kan gøre for at højne oplevelse af din entré og dermed dit eget og dine gæsters energiniveau, når de træder ind i dit hjem.
Det første, du skal gøre, er at få ryddet op. Fjern de ting, du ikke bruger så tit. Pak vinterjakker og sko væk om sommeren og vedtag fx, at hvert medlem af hustanden kun må have 1-2 jakker hængende i entréen ad gangen.
Skab dernæst plads til de ting, som du gerne vil have i entréen og sørg for, at hver ting har sin egen plads, hvor der rent faktisk er plads til det.
Udnyt de ofte sparsomme kvadratmeter bedst muligt, hvilket fx kan være at tage pladsen under trappen i brug til at lave et indbygget skab. Jo flere indbyggede løsninger, jo mere ro for øjet og sindet vil du skabe.
Der findes rigtig mange smarte indbyggede løsninger, og hvis du går på Pinterest og søger på ”indretning af entré”, får du mange gode og kreative forslag frem.
Du behøver endda ikke altid bruge penge på en håndværker, for der findes mange idéer til Do-It-Yourself-løsninger derude. Prøv engang at søge på ”Ikea-hack entré”, så får du en masse idéer til fx indbyggede skabe, som du selv kan lave uden, at det koster en bondegård.
For at højne energiniveauet i din entré, kan du også bruge farver bevidst. Vælg farver, der gør dig glad, og som skaber den stemning, du ønsker. Undgå at lade dig diktere af modebladene.
Hvis du er interesseret i at vide mere om, hvordan de forskellige farver påvirker os, skal du holde øje med min blog eller følge mig på Instagram. Tøv heller ikke med at kontante mig direkte.
Belysningen i rummet har også betydningen for energien i rummet. Så sørg for at der er nok lys, og at lyset er rart og behageligt. Tænk i andre løsninger end kun loftslamper. Det kan være væglamper, som giver en smuk effekt og får rummet til at syne større. Men også en bordlampe på en kommode giver hygge og skønhed til rummet.
Hvis du tilfører energigivende elementer til din entré så som spejle, planter og blomster, billeder eller en flot krukke osv. får du skabt et hygge- og hjerterum frem for et praktisk opbevaringsrum.
Find frem til, hvilken stemning du ønsker at skabe i din entré. Skal den være så enkelt som mulig med neutrale farver og uden ”larm”, eller skal den være malet i en farve, der sætter stemningen fra start. Kun du ved, hvad der er rigtigt for dig, så følg din intuition og skab en entré, der gør dig glad og stolt, når du træder ind ad døren.
Min egen entré
Jeg kender selv følelsen. Min drøm er en kæmpestor hall med højt til loftet, en stor lysekrone, og masser af plads til både opbevaring og flotte møbler, så jeg bliver fyldt af en wauw-følelse, hver gang jeg træder ind i rummet.
Men sådan ser min entré ikke ud. Den er lille og trang, og i mange år fungerede den virkelig dårligt. Der var ikke plads til noget, og det første man blev mødt af, var et rum fyldt med sko, tasker og overtøj.
Det hjalp lidt da vi fik bygget til huset, hvor vi fik lavet entréen lidt større, fik plads til et indbygget skab og skabt mere lys og luft.
Men det der gjorde den helt store forskel for mig var, da jeg tog bevidst stilling til min entré og prøvede at træde ind i den med friske øjne. Jeg så et trist rum – det første, der mødte mig, var en grim radiator og en trist hvid væg.
Jeg fik lavet en radiatorskjuler, hvor der også blev plads til at stille blomster og en lille lampe. Og et facetslebet spejl er nu med til at reflektere lyset og skabe en god og hyggelig stemning, Desuden har jeg hængt et stort billede op, der forestiller nogle af de ting, som skaber glæde for mig, og som minder mig om nogle af de mål, som jeg har sat mig for mit liv.
Det er fantastisk hvad bevidst boligindretning kan gøre for os mentalt, men også i forhold til at opnå de mål, som vi sætter os i livet.
Hvis du er skeptisk, kan jeg godt forstå det. Men hvis du tør kaste dig ud i det, kan det virkelig være med til at skabe store forandringer.
Det vigtigste er dog, at du følger din mavefornemmelse og gør, hvad der er rigtigt for dig.
Rigtig god fornøjelse.
Seneste kommentarer